Kulturfestival for folkeskoleelever: “Demokratisk selvtillid er vigtigt for unge”

Til dette års Spotlife festival har Vejle Ungeråd udviklet en særlig brevkasse, som har til hensigt at få flere unge til at deltage aktivt i demokratiet.  

Af Rose Kodal

Snart begynder Spotlife festivalen for anden gang. Foto: Spotlight logo.

For anden gang nogensinde løber Spotlife af stablen i Vejle. Det er en dag skabt sammen med de unge, hvor det gode ungeliv kommer på skoleskemaet. Elever i 6-8 klasse kan deltage i mange forskellige aktiviteter, for eksempel en crossfit workshop eller sende spørgsmål i en særlig brevkasse. Afholdelsen sker i forbindelse med Spotlight, som er en årlig kulturfestival for skolebørn i Vejle Kommune.

Spotlife afholdes den 9. maj 2025. Pladsen er fuldt booket, ligesom den var sidste år, dette år med plads til omkring 450 elever i løbet af dagen.

Vejle Ungeråd vil give de unge demokratisk selvtillid

I år bliver Spotlife afholdt med et særligt præg fra Vejle Ungeråd. De har nemlig fået mulighed for at komme med deres helt eget initiativ, som skal afspejle, hvad de laver til dagligt. Ungerådet nåede frem til at lave en brevkasse, hvor man har mulighed for at skrive til dem om både store og små emner, der optager tankerne.

Nicklas Schulzki Ladekarl, formanden for Vejle Ungeråd, fortæller om en særlig intention med brevkassen. Ifølge ham er formålet at skabe en større demokratisk selvtillid blandt unge: ”Flere medlemmer af Ungerådet oplevede ikke at have en betydningsfuld stemme i demokratiske samtaler i folkeskoletiden. De havde en følelse af ikke kunne få deres perspektiver til orde, hvilket førte til ideen om brevkassen.”

Nicklas Schulzki Ladekarl håber, at initiativet kan være en vej til at få flere unge til at deltage mere i eksempelvis foreninger og organisationer, hvilket kan have en positiv betydning for demokratiet: ”Man kan høre i foreningslivet, at der er mangel på unge. På sigt vil det måske betyde, at der er meget ældreorienteret i stedet for ungeorienteret politik. Demokratisk selvtillid er vigtigt for unge, hvis de vil deltage i organisationer, politiske partier eller lignende.”

Nicklas Schulzki Ladekarl er formand for Vejle Ungeråd, som har udviklet initiativet til brevkassen. Foto: Rose Kodal

En festival skabt sammen med de unge

Arrangørerne af Spotlife har en særlig ambition om at inddrage de unge selv i planlægningen og afholdelsen af festivalen.

Christian Møller Nygaard, projektleder for Spotlight og Spotlife, synes, det er vigtigt at give de unge medejerskab over programmet: ”Vi vil gerne give de unge nogle succeshistorier, hvor de kan finde deres egen gnist, som man selv havde som ung. Jeg håber, de får muligheden for at vokse med opgaven.” Han tror på, at det kan give de unge indsigt i, at de kan noget, som de måske ikke troede, de kunne.

Også brevkassen vækker begejstring hos projektlederen: ”Alle initiativer, der viser unge, de ikke er alene med det, der fylder, er kærkomne,” fortæller han og fortsætter: ”Det er jo ikke alle, der er så privilegerede at have et netværk, hvor de kan vende forskellige ting og sager. Her kan brevkassen hjælpe.”

Sahra Lykkeberg, projektmedarbejder på Ung Vejle og tovholder ved Spotlife, ser også positivt på Ungerådets initiativ: ”Jeg håber, de unge finder ud af, at de har noget at skulle have sagt. Selvom de kan skrive noget irrelevant, så synes jeg Ungerådet kan møde dem på en anden måde, end vi ældre voksne kan.”