Danmarks største idrætsfestival vil i år fokusere på inklusion af de mennesker, der ofte bliver overset. Vejle Kommune bryster sig af at være Danmarks Para-hovedstad, og kommunen har igangsat flere initiativer med henblik på at styrke sundheden og bevægelsesglæden hos de fysiske og psykiske udviklingshandicappede
Af Simon Damgaard
Solsikkelounge og stillezone. DGI Landsstævne i Vejle åbner i år op for et helt nyt område til landsstævnet ’Idræt for alle’. Området skal integrere parasporten og mentalt handicappede, så de bliver en del af det store bevægelsesfællesskab, som DGI Landsstævne ønsker at være.
D. 3-6 juli får Vejle besøg af 25.000 idrætsglade deltagere til DGI Landsstævne, hvor man deriblandt kan finde De Rare Olympiske Lege. ”Jeg håber, at de her personer får lov til at få en oplevelse, som andre mennesker normalt kan være med til” udtaler Lars Ulrik, stifter og udvikler af De Rare Olympiske Lege

De Rare Olympiske Lege er et sundhedsprojekt fra kommunen tilsigtet Vejles borgere med fysiske og psykiske udviklingshandicap. De har siden 2019 arbejdet med at understøtte deres sundhed og hjælpe dem til en hverdag med livskvalitet og glæde. 8 bosteder er med i projektet og ser frem til den årlige begivenhed, hvor de mødes og dyrker en masse motion i rigtig olympisk stil, med glæde og smil i højsædet.
Ét af de bosteder er Væksthuset i Thyregod. Her er den daglige leder, Lone Stenmann Nielsen taknemlig for kommunens initiativer med sundhed og motion hos de mentalt handicappede. ”Vejle Kommune er foran i bussen med at tænke handicappede ind i konteksten” siger Lone Stenmann Nielsen.
Lars Ulrik er ansat hos Vejle Kommune som forebyggelseskonsulent og er uddannet fysioterapeut. Det er, ifølge ham nødvendigt, at de bosatte vedligeholder deres funktioner gennem motion, så de kan opretholde deres balance og muskelstyrke. Det er vigtigt for ham, at de får motioneret med et smil på læben. ”Det er ligegyldigt, om de vinder guld, sølv eller bronze, men at de vinder den spontane glæde” siger Lars Ulrik
I år skal DGI Landsstævne vise, hvordan man kan integrere parasport og mentalt handicappede og bygge videre på de mange initiativer, som kommunen har kørt med stor succes i flere år. ”Det er supersejt, at DGI er gået fra ikke rigtigt at kunne rumme handicappede til, at vi får et område til os”. Udtaler Lars Ulrik og sender en stor tak til DGI landsstævnes Projektchef, Mikkel Harritslev
Mikkel Harritslev glæder sig til at male Vejles farver på årets landsstævne. Han ser arbejdet med parasport som Vejle Kommunes styrke, og det er derfor naturligt at involvere dem i landsstævnet. For landsstævnets projektchef handler det om at brede idrætsfestivallen ud til nye målgrupper og gøre den mere mangfoldig. ”Jeg er ret overbevist om, at DGI tager den med videre til det næste landsstævne i Sønderborg i 2029” siger Mikkel Harritslev, Projektchef for DGI Landsstævne

Væksthusets daglige leder kan mærke den livsglæde de bosatte oplever, når de dyrker motion i et fællesskab med andre. Hun ser derfor med stor forhåbning frem mod deltagelsen til dette års landsstævne. ”Det er på sin plads og på tide, at de bliver anerkendt som ligeværdige borgere i vores samfund, selvom de har nogle udfordringer. Jeg tror, at vores deltagelse ved landsstævnet i Vejle vil danne præcedens for landsstævner i fremtiden” udtaler Lone Stenmann Nielsen.