I Vejle har Mary’s Pub fået ny ejer. Den 42-årige værthusejer lover at bevare sjælen i det lokale stamværthus, selvom han ikke selv er fra Vejle.

Det kræver ganske få skridt ind ad døren til Mary’s Pub, før øjnene vænner sig til det dunkle lys, duften af cigaretter og lyden af ølflasker, der åbnes. Bag baren står Jane, som har passet baren i næsten tre årtier. Barstolene er slidte af historier, grin og skænderier, og stamgæsterne bliver tiltalt med fornavn.
Men noget har ændret sig. Værtshuset, som er blandt de ældste i Vejle, har fået ny ejer. Det kom bag på både kunder og ansatte, da de med kun en måneds varsel blev informeret om, at stedet havde skiftet hænder.
Den nye ejer hedder Jacob Stoffer Appel, han er 42 år og bor ikke i Vejle, men i Aarhus. Sammen med sin ægtefælde, Heino Lee Appel, driver han allerede fire værtshuse, hvoraf tre ligger i Aarhus. Nu har de kastet sig over endnu en brun perle, en times kørsel sydpå.
”Mary’s Pub er en lille familie, og det tager tid at blive en del af et sted, hvor stamkulturen og rutinerne sidder dybt,” siger Jacob Stoffer Appel, der understreger, at han ikke har planer om at ændre stedets navn eller sjæl.
Selvom Jacob Stoffer Appel ingen planer har om at flytte til Vejle, kommer han alligevel to-tre gange om ugen. Modsat den tidligere ejer Poul Erik Feddersen, der udgjorde en del af den daglige drift i Mary’s Pub, så overlader Jacob Stoffer Appel meget af driften til de ansatte, med Jane i spidsen. Selv fokuserer han på det administrative.
Et fristed med faste pladser
Mary’s Pub slår dørene op allerede klokken 10, og det er sjældent uden liv. Her tiltrækker de røgfyldte lokaler, de billige øl og den uformelle stemning en særlig type gæst. Dem, der ikke bare kommer for øllet, men for hinanden.
En af de trofaste stamgæster er Heine Marius Hertzum Nielsen. Han har været en del af værtshusets hverdag i årtier.
”Jeg føler mig hjemme her. Der er højt til loftet. Vi kan godt være lidt grove i munden, men vi passer på hinanden,” siger han og løfter glasset mod sin sidemand.
Længere nede ad baren sidder en Bill Johansen. Han er ligesom Heine Marius Hertzum Nielsen stamgæst her på Mary’s Pub. Han peger mod den sortmalede dør.
”Når man går ind der, er alle lige. Her tæller hverken pengepung eller holdninger,” siger han.
Bag disken står Jane, ulastelig som altid med sit mørke bølgede hår og skarpe pandehår. Hun hilser med et nik til hver enkelt, der træder ind. Her har mange sat sig på de samme pladser i årevis.
”Det kom bag på mange, at Poul Erik solgte. Han var en fast del af stedet,” fortæller den nye ejer, Jacob Stoffer Appel. Men han forsikrer, at værtshuset skal forblive det samme: et ærligt sted for dem, der har brug for det.
Små forbedringer som nye toiletter og en renoveret gård er på ønskelisten. Men først og fremmest handler det om at bevare det autentiske.
Selvom Jacob Stoffer Appel startede som tjener, fandt han hurtigt ud af, at han helst ville være sin egen chef. Jacob Stoffer Appel har lagt mange timer med at skænke øl bag baren, hvor han i dag kører det mere fra sidelinje gennem det administrative arbejde.
”Jeg har overtaget en velfungerende biks, og jeg har respekt for, at det her sted er mere end bare er et værtshus,” siger han.