Tidligere midtbanespiller og anfører for stjernen Allan Simonsen, Brian Sandholdt, har flere bud på, hvad Vejle Boldklub skal gøre for at vende den synkende Superliga skude, men mener også de største skridt allerede er taget.
Af Frederik Winkler

Vejle Boldklub ligger med tre kampe tilbage af Superligaens nedrykningspil som rosinen i pølseenden med 22 point. Over dem ligger hhv. AaB og Lyngby, begge med 24 point. Det ser sort ud for Vejle må man sige. Tidligere Vejlespiller Brian Sandholdt mener dog, at VB kan og er ved at vende situationen.
I danske hænder
Brian Sandholdt påpeger, at Vejles største problem umiddelbart allerede er løst.
“Jeg tror faktisk, vi er kommet over det største problem, som var de udenlandske ejere og alt for mange udlændinge. Jeg tror virkelig, det har flyttet noget med Klaus Eskildsens indtræden, da han tidligere har spillet for klubben og har forståelse for dens infrastruktur.”
Selvom grundstenen for Vejles fremadrettede succes ifølge Brian Sandholdt allerede er lagt, mener han, at klubben skal ud og hente nye forstærkninger oven på en mindre flatterende 2024/25 sæson.
“Selvfølgelig skal de ud og reagere, men det kommer an på, om det bliver Superliga eller 1. Division, hvad økonomien siger. Men vi skal ligegyldigt hvad finde en erstatning for vores topangriber Onugha, for ham kommer vi ikke til at beholde ”
Egen avl
Noget, som Brian Sandholdt mener er meget essentielt for klubbens konkurrenceevne, er at fokusere på udviklingen af klubbens egne spillere.
“Vi skal have nogle flere op fra ungdomsafdelingen, og de skal have chancen, så de kan udvikle sig. Vi skal fokusere på at få vores egne talenter frem i lyset. Nu har vi senest set Flø komme op ad rangstigen. Og ellers har vi også Gundelund og Kirkegård, som gør det godt. Så de unge er noget, vi klart skal lægge flere kræfter i.”
Ud over at være tidligere spiller for Vejle er Brian Sandholdt fast mand på lægterne, når de rødklædte byder op til dans på Vejle Stadion. Og selvom oddsende er imod Vejles overlevelse, tror han på, at gnisten kan holdes i live.
“Jeg tror vi overlever. Det tror jeg sgu. Jeg tror, vi slår Lyngby på mandag, uafgjort i Viborg, og sejr mod Sønderjyske og så er det nok til, at vi klarer os.”
Så ifølge Brian Sandholdt er der altså ingen grund til at hænge med hovedet som Vejletilhænger, selvom tabellen peger i retningen af noget andet.